Filmmusik, underlægningsmusik, soundtrack, lyddesign, Blaalyd

Musik til Film/TV

Filmmusik, underlægningsmusik eller soundtrack – kært barn har mange navne. Musik er en aktiv medspiller i skabelsen af den rette stemning, når det drejer sig om film- og tv-produktion, og det er bestemt et element, som er værd at prioritere. Uanset et projekts størrelse. Jeg har beskæftiget mig med musik til mange forskellige projekter, og her på siden kan du læse (og høre) mere om, hvad Blaalyd kan tilbyde.

 

“Han er god til at lytte og tage imod instruktioner men formår også at sætte sit eget præg på produktet inden for rammerne af den opgave, han får stillet. Jesper går ikke af vejen for en usædvanlig udfordring og vender typisk tilbage med noget, der var bedre, end det du havde forestillet dig”. Niels Elmvig Bruhn, animationsfilm- og computerspilsinstruktør

Filmmusik

Der er forskellige måder at bruge musik på, og det har forskellige formål. Filmmusik kan fx forstærke en stemning, skabe genkendelse eller give publikum en oplevelse af helhed. Det kan være alle slags musikgenrer og alt fra storslåede kompositioner til helt enkle temaer med kun nogle få toner.

Blaalyd kan producere musik til dit næste projekt, hvad enten det drejer sig om kortfilm, reklamer eller tv-produktion. Jeg kan komponere og indspille musik inden for stort set alle genrer, og min erfaring spænder bredt. Indtil nu har jeg primært beskæftiget mig med kortfilm, hvor det er vigtigt at arbejde med et stringent lydbillede for at fastholde filmens fokus. Jeg synes det er spændende at arbejde med kortfilmens format, men jeg er selvfølgelig også åben for større projekter.

Eksempler på filmmusik

Der vises eksempler fra: “Bytte”, “Passio” og “Pigen i rødt”

 

Musik til reklamefilm

Blaalyd har et tæt samarbejde med flere producenter af reklamefilm. I en reklamefilm har musikken flere formål. Ligesom i den traditionelle filmmusik skaber musikken den rette stemning, hjælper til at holde publikums fokus og understøtter filmens flow.

Men når det kommer til reklamefilm, har musikken også en stor brandingsmæssig værdi. Denne kan især komme til udtryk, når man afrunder reklamens lydbillede med et lydlogo, som optræder sammen med det visuelle logo. På den måde får man skabt en relation mellem musikken og det produkt, som reklamen forsøger at sælge/brande. Ved brug af et tydeligt lydbillede er det nemt at fremkalde associationer til produktet igen ved at genbruge lydbilledet i andre sammenhænge, fx radioreklamer.

Hjernen lagrer lyd langt mere effektivt, end den lagrer visuelle billeder, og et stærkt lydlogo kan derfor være en rigtig god investering.

Eksempel: Uniconta TV-reklame

Processen

Det kan være meget forskelligt, hvornår i en proces, jeg typisk bliver koblet på. Der kan være mange faktorer som spiller ind i en produktion, og jeg ved at musikken ofte er et element, som kan være svært at tage hul på.

Nogen gange bliver jeg bedt om at levere et udkast allerede inden optagelserne går i gang. I disse tilfælde vil vi tage en snak om, hvad projektet handler om, hvilken målgruppe det henvender sig til, hvilke følelser der skal bringes i spil osv. Herefter komponerer jeg nogle demoer, som kunden kan bruge undervejs i produktionen.

Andre gange er projektet næsten færdigt og mangler kun musikken. Måske har kunden allerede en ide om, hvordan musikken skal lyde og medbringer referencemusik, som jeg skal læne mig op ad. Det kan både være en hjælp og en forhindring, hvis kunden har låst sig på et bestemt stykke musik. Det er dog min erfaring, at vi altid finder en løsning i fællesskab.

Hvis musikken driller

Har du svært ved at beslutte dig for den rigtige musik, så hjælper jeg dig gerne igennem processen. Jeg giver dig forskellige bud, så vi sammen kan finde frem til den helt rigtige lyd.

Når den overordnede stil/stemning er på plads, begynder jeg at indrette strukturen ved at få musikken til at følge filmens flow og dramaturgi. Du vil løbende modtage eksempler fra mig, så du kan følge med i, hvordan musikken udvikler sig. Det vigtigste er, at du er tryg i processen og får netop det udtryk, som du leder efter.

Se flere eksempler på underlægningsmusik her:

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.